Henrik_Nielsen_web.jpg

Advokaten kan spare huskøberen både penge og ærgrelser

18-08-2020

Hvis huskøberne vil sikre sig mod ærgrelser, store regninger og retssager, skal han eller hun tage en advokat med på råd, inden der sættes en underskrift på købsaftalen. Sådan råder AN Advokater, der har til huse i både Hobro, Aars og Aalborg.

 

I mere end 80 procent af alle ejendomshandler er der en advokat inde over, inden køberen sætter sin underskrift på købsaftalen.

Og det er der en rigtig god grund til, siger advokat Henrik Nielsen, der driver advokatfirmaet AN Advokater, der har kontorer i både Aars, Hobro og Aalborg.

Han har stor erfaring med handler af huse og ejerlejligheder, og han ved, hvor galt det kan gå.

- Det er med at tage tingene på forhånd, inden kontrakterne er skrevet under, siger han.

 

Undgå millionregninger

Ved hushandler kan der tegnes en ejerskifteforsikring, men det kan der ikke, hvis der er tale om en ejerlejlighed.

Derfor er det ved handel med ejerlejligheder vigtigt, at der kan tegnes nogle gode og dækkende forsikringer, og at man får lejligheden gennemgået af en sagkyndig.

- Jeg har lige haft en sag med en lejlighed, hvor man havde lavet noget selv-byg og havde fået lavet forkerte el-installationer. Hvis der sker noget med sådan en lejlighed på grund af installationerne, for eksempel brand, så er der ingen forsikring, der dækker, fortæller Henrik Nielsen.

Selvom man kan tegne en ejerskifteforsikring på et hus, så råder advokaten alligevel til, at man får tingene undersøgt inden.

- Det kan spare en for en masse ærgrelser og bøvl, siger advokaten.

Han har for eksempel oplevet, at selvom forsikringen dækkede, så skulle et helt hus rømmes og rives ned indvendigt på grund af forurening fra et gammelt, utæt oliefyr, der lå inde under huset.

En operation, der kostede 1,5 millioner og satte en hel familie på gaden, mens skaden blev udbedret.

Med hensyn til forsikringer vil advokaten også sikre, at huset i det hele taget kan forsikres i det omfang, det er nødvendigt.

 

Undgå bøder og overbetaling

AN Advokater oplever ofte, at der er fejl i boligens BBR-register. I yderste konsekvens kan boligejeren få en bøde, men i det fleste tilfælde resulterer det i, at boligejeren kommer til at betale for meget i ejendomsværdiskat.

Ejendomsværdiskatten kommer også til at stige på nogle boliger, idet alle ejendomme skal have en ny vurderingen inden 2024.

- Jeg har nogle steder set en firedobling af ejendomsvurderingen, og det betyder også næsten en firedobling af ejendomsværdiskatten. Det er rart at vide, om ejendomsværdiskatten vil stige på den bolig, man vil købe, siger Henrik Nielsen.

 

Ingen ubehagelige overraskelser

En advokat vil også finde ud af, om der findes uhensigtsmæssige servitutter eller andre bindinger i forbindelse med hushandlen.

For nylig opdagede Henrik Nielsen, at en huskøber i princippet ikke havde lovlig adgang til huset, da der ikke var vejret ind til grunden. Det blev løst ved, at der blev købt et stykke jord, så huskøberen selv ejede sin indkørsel.

- Sådan en sag kunne virkelig have givet anledning til problemer, siger han.

Han har også oplevet, at der kan være bindinger i forbindelse med grundejerforeningen.

- Nogle steder er det sådan, at den enkelte husejer kan ende med hele regningen for arbejde, der er udført for foreningen, hvis denne ikke kan betale, fortæller han.

 

Sikkerhed for familien

Hvis et par køber et hus sammen, men de ikke er gift, er der nogle ting, de kan gøre for at sikre hinanden, hvis den ene falder væk.

- Det er en rigtig god ting at få styr på, når man køber hus sammen, siger Henrik Nielsen.

AN Advokater har kontorer på Horsøvej i Hobro, Markedsvej i Aars og Hobrovej i Aalborg. Der er ansat to advokater, en ejendomsrådgiver og en sekretær.

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.